DF Marie

DSB's dampfærge "Marie", med kaptajn I. Schmidt fra Fredericia ved roret, spillede en stor rolle i forbindelse med opstarten på Langelandsbanen, idet det var dette fartøj der sejlede det meste af banens rullende materiel hertil.
"Marie" sejlede dengang på ruten: Masnedø-Orehoved

Historie og  data

"Marie" var en skruefærge som blev leveret til Fredericia-Strib overfarten i 1890, bygget af Burmmeister & Wein i København. Færgen var udstyret som isbryder."Marie" blev i 1905 forlænget på København Flydedok. Den fremtrådte herefter i ca. 60 meters længde.
Færgen sejlede på Fredericia- Strib overfarten fra 1890, hvor den afløste "Valdemar". Da færgen var blevet forlænget i 1905, forlod den overfarten, og kom til Masnedø-Orehoved, og på Lillebælt blev den atter afløst af "Valdemar"
"Marie" sejlede på Masnedø-Orehoved indtil 1916. hvor den kom til Glyngøre-Nykøbing Mors overfarten med uafbrudt sejlads indtil 1935.
Efter 30 års kom "Marie" tilbage til Fredericia-Strib overfarten, hvor den sejlede i april-maj som erstatning for "Dagmar" der den 13. marts led totalt forlis i de ædlere dele. "Marie" sejlede indtil 15. maj 1935.
Færgen blev solgt til ophugget kort efter broindvielsen, men blev først ophugget i 1959!

"Marie" data efter forlængelsen

Længde, største over stæven 60,96 meter
Bredde, største over fenderlisten 13.11 meter
Dybde fra hoveddæks-bjælkens retl. til kølens overkant 3, 96 meter
Fri højde på hoveddæk fra hoveddæks overkant til brodæksbjælkens underkant 4,88 meter
Sporlængde, største effektive mellem forreste og agterste stopbom 59,62 meter
Passagerantal 733 stk.
Dybgående, middel med last 2,82 meter
Brutto registe tonnage 552,83 tons
Netto register tonnage 231,49 tons
Antal både 4 stk.
Antal redningskranse 23 stk.
Antal redningsbælter 661 stk.
Fart med last  9,6 knob

(Kilde: Da Fredericia var færgernes by, af Poul Thisen - Forlag Elbo Tryk, Fredericia 1974)

 

Avisartikler



Langelands Folkeblad Den 26. maj

De nye Lokomotiver

I Formiddags Kl. 11½ ankom Dampfærgen "Marie" fra Orehoved med 3 Lokomotiver og 4 aabne Godsvogne til Langelandsbanen. Færgen forlod havnen 2 Timer senere.

 

Langelands Avis Den 26. maj 1911

Langelandsbanen

Dampfærgen "Marie" indkom i Dag fra Orehoved med 3 Lokomotiver og 4 aabne Godsvogne. Dette materiel er tysk Arbejde og kommer fra Cassel. Lokomotiverne alene repræsenterer den smukke sum af c. 70.000 kr. I Morgen og Overmorgen kommer Færgen igen, og Banen vil da have faaet alt sit rullende Materiel.

 

Langelands Avis Den 27. maj 1911

De første Personvogne til Langelandsbanen, 5 III. Kl.s, ankom i Dag med Dampfærgen "Marie". Vognene, der er leverede af Fabrikken "Scandia", Randers, er en nyeste konstruktion med Gennemgang i Midten og Siddepladser i Siderne. Vognene er nydeligt indrettet, det Indre er holdt i lyse Farver, og der er indlagt elektrisk Lys overalt. I en af Vognene er indrettet et særdeles hyggeligt og komfortabelt Postkontor.

 

Langelands Folkeblad 27. maj 1911

Materiel til Banen

Færgen ankom atter i Dag hertil med 5 Personvogne nog 2 Godsvogne. Den ventes hertil igen i Morgen Formiddag med flere Personvogne, hvorefter Banens hele rullende Materiel er bragt hertil.

 

Langelands Folkeblad 29. maj 1911

De første Personvogne i Langelandsbanen ankom hertil i Gaar Formiddag. Der er nu kun tilbage 3 Bænkevogne til Selskabsrejser - 1 Bænkevogn er ankommen -, 2 Bagagevogne samt Motorvognen. Disse resterende Vogne vil ankomme om en halv Snes Dage, og dermed er Banens Materiel bragt hertil. Personvognene, der er leverede fra "Scandia" i Randers, bestaar af 3 tredje Kl.s, 1 anden kl.s, 3 kombinerede /2. og 3. Kl.) samt 2 Post- og Personvogne. Alle vognene er Gennemgangsvogne. De 3 tredje Kl.s og den ene 2. Kl.s er med Gang i Midten og Sæder ved Siderne, mens de kombinerede Vogne er indrettet med Gang ved den ene Side. I disse er der tillige anbragt Kloset saavel til 3. som 2. Kl. Dert vil altsaa kunne spadseres fra den ene Ende af Toget til den anden. Alle Vognene er forsynet med Vacuum Nødbremse og Elektrisk Lys. Strømmen hertil faas fra en Akumulator. Personvognene er særdeles elegante og gør et lyst og hyggeligt indtryk. 3. Kl. Kupeerne er lysmalede, og Sæderne i 2. Kl. kupeerne er betrukket med rødbrunt Plyds.

Det ene af de tre Lokomotiver, der er fabrikerede i Cassel, er allerede monteret, og har i dag været underkastet prøve. Nu er der kun tilbage at ønske at Banen snart kunne aabnes for Driften.

 

Langelands Folkeblad
5. juli 1911

Materiel til Banen

 

Dampfærgen "Marie" , Kaptejn Schmidt, Fredericia ankom i Dag ved Middagstid hertil fra Vordingborg med 5 Bænkvogne og en Motorvogn til Banen
Færgen returnerede allerede kl 12½ til Købernhavn

 

Langelands Avis
6. juli 1911

Ind- & udgaaenden Skibe

Dampfærgen "Marie", I. Schmidt, af Fredericia, fra Vordingborg med Banemateriel.

 

 

Supplerende oplysninger angående M/F Marie

 

 

Materiel til Bornholm i 1935

 

M/F Marie løste endnu en særtransport af materiel til en ikke skinneforbunden bane.
I maj 1935 skulle Bornholmske Jernbaner have leveret motormateriel fra lokomotivfabrikken Frichs i Aarhus. Da det var en smalsporet 1000 mm. materiel var der lagt en sporramme ovenpå færgens normalspor.
M/F Marie blev solgt til ophugning 1935, men først ophugget hos Petersen og Albeck i 1959, hvad de har brugt den til i 24 år er ikke nemt at gætte rigtigt på
Kilde: Gert Larsen

 

Billeder fra M/F Marie's tur til Bornholm

Vi har fra Steffen Dresler fået tilladelse til at gengive nedenstående billeder fra M/F Marie's tur med driftmateriel fra Frichs til Den Bornholmske Jernbane, hvortil han tidligere har knyttet følgende kommentar:
"Billeder fra ankomsten af Frichs materiel til øen i pinsen 1935. Den gode dampfærge MARIE var blevet tilovers, da Lillebæltsbrioen åbnede. Så da materiellet bestilt hos Frichs skulle sendes, blev der lagt sporrammer på dækket for DBJ smalspor."


(Arkiv: Steffen Dresler)


(Arkiv: Steffen Dresler)


(Arkiv: Steffen Dresler)


(Arkiv: Steffen Dresler)